Frank  Jensen

Management Consultant - Leading Growth

OM MIG


Rutineret Management Consultant med over 35 års erfaring med ledelse og projektledelse.
Erfaringerne spænder over:
Personaleledelse (lokalt og internationalt)
Rådgivning af ledere, projektledere og ledergrupper.
Projekt- og programledelse (både mindre og store projekter)
Opbygning af organisationer

Strategiarbejde


Rådgivning af Ledere:

At være ny leder, måske oveni købet i en organisation, hvor man kommer fra en funktionel stilling, kan indeholde en del forskellige udfordringer, som f.eks. ingen erfaring med ledelse, ledelse af tidligere kollegaer, ledelse af specialister (primadonnaer) o.lign.

Den rette kommunikation er ligeledes essentiel for at skabe en respekt omkring ens person, hvilket kan være en svær opgave, hvis men ikke har erfaringer med det fra tidligere lignende roller.

Det kan virke som en svær opgave at løse og man ønsker ofte ikke at søge hjælp i egen organisation (hos egen leder) for ikke at komme til at udstille ens manglende viden og erfaring.

Sparring med en udefra kommende ”voksen” kan være en uvurderlig støtte indtil man kan stå på egne ben.

Målet er at få bygget vedkommende op til at være en Leder og ikke bare en Chef (i kraft af den erhvervede titel).

Træning af Projektledere:

Projektledelse er ikke altid en disciplin, der udøves af uddannede projektledere. Man ser ofte, at når der i forbindelse med et projekt, er behov for noget projektledelse udvælges en ressource, som ikke nødvendigvis har de rette kompetencer.

Velkvalificeret projektledelse er et must i alle projekter og hvis der ikke findes ressourcer, der besidder de kvalifikationer, er der to muligheder. Enten at hyre en projektleder ind udefra eller at koble en træner/mentor udefra på den, der er blevet valgt til opgaven i virksomheden.

Fordelen ved løsning nummer to er naturligvis, at den pågældende ved den fremgangsmåde bliver klædt på til at køre projekter i virksomheden fremover.

Et standardkursus i projektledelse kan fint give noget basisviden om metoderne, men projektledelse dækker over meget andet end blot metoder. Det er i høj grad et spørgsmål om kommunikation, beslutningskompetence, ledelse af teams og ledelse opad mod ledelsen etc.

Rådgivning af Ledergrupper:

En ledergruppe kan ofte være en uharmonisk sammensat gruppe, hvor de enkelte deltagere har deres egen agenda i samarbejdet, ofte med udgangspunkt i firmaets og deres egne målsætninger for det funktionsområde, de er ansvarlige for.

Kun ved at definere fælles mål, have en klar fordeling af roller og ansvar og opbygge en fortrolighed og gensidig respekt og tillid i gruppen, kan man opnå det bedst resultat.

Dette gælder både for en nystartet ledergruppe og for etablerede, der ikke har ”fundet” det rette niveau for samarbejdet i gruppen.

Der er ofte meget fokus på strategi og fremtidig udvikling og mindre på de daglige udfordringer i de jævnlige ledergruppemøder, men begge dele skal have vægt i møderne, hvilket skal afspejles i agenda og styring af møderne.

En ekstern rådgiver vil kunne sparre med de enkelte ledergruppedeltagere og den samlede gruppe og udtale det, der kan være svært eller næsten umuligt for en ansat at gøre.

Træning af Projekt Styregrupper:

En styregruppe kan være et uvurderligt forum i et projekt og en velfungerende styregruppe er en aktiv resource og der, hvor Projektlederen kan få støtte og vejledning.

Ofte ses styregruppemedlemmer opføre sig som “de to sure mænd fra Muppet show”, hvor de sidder på balkonen og kommenterer på projektlederens rapportering uden aktivt at byde ind med støtte og sparring.

Dette skyldes ofte manglende projektmodenhed, manglende tid og generelt manglende viden om styregruppearbejde.

Med den rette træning og sparring kan en styregruppe udvikle sig til en slagkraftig enhed, der er med til at sikre projekts succes sammen med projektlederen.

Alternativt kan styregruppen suppleres med en professionel udefra, der kan være med i styregruppen og igennem det arbejde klæde gruppen på til at kunne klare sig selv i fremtidige projekter.